Retsregler og forarbejder

Af Oluf Jørgensen

Straffeloven har siden 1866 haft et værn mod offentliggørelse, der kunne krænke privatlivets fred. 1866-loven omfattede meddelelser om personlige og huslige forhold.
Den strafferetlige beskyttelse blev udvidet i 1930 til offentlige meddelelser om privatlivet tilhørende forhold, men til gengæld begrænset til meddelelser som med rimelighed kunne forlanges unddraget offentligheden.

I 1939 blev beskyttelsen opdelt og gradueret i § 263 stk. 1, nr. 3 og 4: ”Med bøde eller hæfte straffes den, som krænker nogens fred …. 3) ved offentlig meddelelse om nogens rent private hjemlige forhold, 4) ved offentlig meddelelse om andre privatlivet tilhørende forhold, som med rimelig grund kan forlanges unddraget offentligheden” (Jf Lov 1939.87, RT 1938/39 A.3780 f.). Den mest beskyttede del privatlivet blev under behandlingen i Rigsdagen begrænset til ”rent private hjemlige forhold”. Ordet hjemlig blev tilføjet efter kritik fra bl.a. Danske Dagblades Fællesrepræsentation (RT 1938-39, tillæg B, s 774).

Bestemmelsen fik sin nuværende udformning og placering i § 264 d ved Lov 89.1972 (FT 1971/72 A. 545).

I 1972 samles bestemmelsen om ordet ”en andens privatliv”. Ændringen i 1972 byggede på Straffelovrådets betænkning 601.1971 om privatlivets fred, hvor det nævnes, at der ikke tilsigtes nogen realitetsændring i forhold den tidligere opdelte og graduerede angivelse af beskyttelsesområderne (side 62).

Ved ændringen i 1972 blev bestemmelsen udvidet til at omfatte ”den der uberettiget videregiver”, men det begrænsende ord ”uberettiget” blev tilføjet. Den tidligere bestemmelse var begrænset til ”offentlig meddelelse”. Ifølge betænkning 601.1971 (side 62) sigtes til videregivelse til ”udenforstående med den risiko for videre udbredelse, der ligger heri”. Den blotte forevisning for andre fx af et billede er ikke strafbar.

Ved ændringen i 1972 blev det udtrykkeligt fastsat, at beskyttelsen også gælder afdøde personer. Ifølge betænkning 601.1971 (side 63) bør der ikke fastsættes en bestemt tidsgrænse for beskyttelsen, fordi der er tilfælde, der bør være ubegrænset beskyttet eller meget langvarigt, fx billeder optaget i forbindelse med selvmord. I konkrete tilfælde kan der både lægges vægt på tiden, der er gået, og den sammenhæng, meddelelsen eller billedet bringes i.