Uddybninger

Af Oluf Jørgensen

Ændringen af straffeloven § 152 d i 1990 havde klart til formål at styrke pressefriheden.
SF havde i folketingssamlingen 1986-87 fremsat et forslag, der ikke blev vedtaget (FT 1986-87, 2521, 5895, 11607 og 11802, A 1955 og B 1657). Med mindre ændringer genfremsatte SF lovforslaget som L 111 i 1989-90. S og SF fik ved et ændringsforslag indføjet stk.3 om oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed. Herefter blev lovforslaget vedtaget af S, SF og FRP med 64 stemmer mod 58 som lov nr. 399 af 13.6.1990. Se 1.behandling FF 4813, 3.behandling FF 10749 og udvalgsbetænkninger B 1193 og 1955.

Det er bemærkelsesværdigt, at Folketinget dermed overhalede medieansvarsudvalget, der var dybt splittet på spørgsmålet om pressens ret til at publicere lækkede oplysninger. Der var ikke flertal i medieansvarsudvalget for at styrke pressefriheden jf betænkning 1205.1990 kap.11. Et mindretal i tavshedspligtudvalget havde udtrykt synspunkter på linje med det senere fremsatte og vedtagne lovforslag (se betænkning 998.1984 om tavshedspligt side 173).

Kriteriet ”rent private forhold” bygger på den tidligere bestemmelse i forvaltningsloven § 28 stk.1, og svarer stort set til oplysninger, der omfattes af persondataloven § 7 og § 8.. Det fremgår udtrykkeligt af lovforslagets bemærkninger (L 111, 1989-90), at publicering af oplysninger om privates skatteforhold og virksomheders produktionsplaner m.v. ikke skal være strafbart. Bemærkningerne nævner bl.a.: ”hensynet til pressefriheden og den offentlige interesse, der hyppigt kan være forbundet med virksomheders eller private enkeltpersoners økonomiske dispositioner, hvis virkninger stort set altid har konsekvenser for mange mennesker”.

Før 1990 kunne journalister og redaktører straffes for at videregive alle former for tavshedsbelagte oplysninger, der var lækket fra offentlige myndigheder. En redaktør og en journalist blev straffet for at offentliggøre, at en kendt borger gennem 2 år havde unddraget en kommune skat ved at tilmelde sig folkeregistret i en anden kommune. (Østre Landsret 13.8.1976) Skatterådsformanden, der havde lækket oplysningerne, blev straffet for brud på tavshedspligt.

En redaktør for en lokalavis blev fx straffet for at offentliggøre et udkast til en overenskomst mellem kommunen og et aktieselskab om salg af en kommunal grund og udformning af bebyggelse på den (Hillerød Kriminalrets domme 10.6.1977 og 5.4.1978). Oplysningerne var lækket fra et medlem af kommunens økonomiudvalg. Kommunalpolitikeren blev dømt for overtrædelse af tavshedspligten.