Uddybninger

Af Oluf Jørgensen

Med medieansvarsloven, der trådte i kraft 1.1.1992 fik Danmark et lovfæstet Pressenævn, der er organiseret som et uafhængigt offentligt organ. Det er usædvanligt i et internationalt perspektiv.

De første vejledende regler i Danmark handlede kun retsreportage. De blev vedtaget i 1960 af Danske Dagblades Fællesrepræsentation, der fulgte op i 1964 med at etablere Dansk Pressenævn. Journalistforbundet kunne ikke tilslutte sig ordningen, fordi forbundet ikke kunne få paritet med redaktørerne ved udpegningen af medlemmer til Dansk Pressenævn. Ordningen omfattede kun medier, der tilsluttede sig, og flere dagblade stod uden for. I 1974 nedsatte Danske Dagblades Fællesrepræsentation et udvalg til at forberede en revision, og udvalget afgav i 1977 en betænkning med udkast til regler for god presseskik, der har den nuværende udformning. Reglerne blev vedtaget af Danske Dagblades Forening i 1981. Journalistforbundet kunne ikke få opfyldt deres krav om ”noninformation” og ”journalisters integritet” og kunne derfor ikke tilslutte sig reglerne.

I Medieansvarsudvalget, der forberedte medieansvarsloven, var der enighed om at fastsætte lovmæssige rammer for det presseetiske system. Medieansvarsloven bestemmer, at medier skal overholde god presseskik (mal § 34). Dermed blev ”god presseskik” en retlig standard. De vejledende presseetiske retningslinjer, der var udformet i 1977, blev gengivet i lovforslagets bemærkninger dog med understregning af, at de fortsat skulle være vejledende.

Medieansvarsudvalget forklarede, hvorfor der er grund til at have et presseetisk system ved siden af mulighederne for at anlægge retssager om straf, erstatning og godtgørelse (betænkning 1990.1205 side 325): “En krænket part vil således hyppigt vige tilbage for at udsætte sig selv og sine pårørende for den yderligere belastning, en retssag vedrørende en sket privatlivskrænkelse kan indebære. Ubehaget ved i en retssag på ny at skulle udsættes for offentlighedens – herunder massemediernes – søgelys i en sag af en sådan karakter, ofte efter længere tids forløb, kan være så betydeligt, at man vil foretrække at undlade søgsmål mod det pågældende massemedie. Muligheden for i stedet at kunne få sagen prøvet inden for et presseetisk system, der kan tilbyde en mere formløs klageform samt en omkostningsfri, hurtigere og mere diskret sagsbehandling, vil i sådanne situationer kunne være at foretrække. Selv om et sådant systems sanktionsmuligheder er mere begrænsede end domstolenes, vil en for klageren positiv afgørelse ofte kunne føles som en tilfredsstillende reaktion i den givne situation.
Gennem presseetiske regler kan der således skaffes borgerne en vis oprejsning. Samtidig indebærer sådanne regler mulighed for, at der kan ske en påvirkning af det almindelige presseetiske niveau. Betydningen af presseetiske regler i denne henseende har udvalget dog ikke vurderet nærmere.
Eksistensen af et presseetisk system vil endvidere formentlig formindske behovet for anvendelse af de almindelige retsregler i forhold til pressen.”

Medieansvarsudvalget forklarede, hvorfor de detaljerede etiske regler ikke skulle ind i loven (betænkning 1990.1205 side 327): “For det første er etiske regler bl.a. udtryk for den faglige standard, som pressen selv har fastsat som norm for udøvelsen af sin virksomhed. “God presseskik” er således udtryk for, hvad der bør være sædvanlig handlemåde på området ud fra en inden for medierne herskende opfattelse af, hvad der er god handlemåde. En sådan etisk standard kan ikke på udtømmende måde udtrykkes gennem konkrete lovregler.
Hertil kommer, at nye situationer, der ikke lader sig beskrive eller bedømme efter den gældende målestok, kan opstå, ligesom en etisk standard ikke i sig selv er uforanderlig, men påvirkelig af skiftende tiders opfattelse af, hvad der anses for etisk eller uetisk. Endeligt er det væsentligt at fremhæve, at etiske forskrifter kun bør være af vejledende karakter, idet deres formål er at være retningslinjer for den fremgangsmåde og adfærd, som almindeligvis bør, men ikke nødvendigvis altid skal følges under udøvelsen af journalistisk arbejde.”

Forskellige presseetiske systemer internationalt
Det sædvanlige er, at pressens organisationer selv etablerer et etisk regelsæt og et klageorgan, og sådan startede det også i Danmark. I international sammenhæng blev de første initiativer tager i starten af forrige århundrede. Det var formentlig Sverige, der fik det første egentlige klageorgan i form af Pressens Opinionsnämnd, der blev etableret i 1916, og et sæt presseetiske regler så dagens lys i Sverige i 1923. De norske presseorganisationer etablerede Det faglige udvalg i 1929 og fik presseetiske regler i 1936 (”Vær Varsom-plakat”). Danske presseorganisationer kom først sent i gang.

Der er også i dag markante forskelle mellem lande se Odd Raaum ”Dressur i pressen”. Det sædvanlige er, at organer er etableret af pressens egne organisationer. Nogle har efter britisk forbillede en Press Counsil-model, hvor organet både er talerør for pressen i mediepolitiske spørgsmål og klageorgan. Andre lande har rene klageorganer. Der findes også ombudsmandsordninger, der har til formål at hjælpe borgeren i konflikter med pressen. Fx ”Almännhetens pressombudsmand” i Sverige, der blev etableret i 1970. Dette organ fungerer som forberedende organ i forhold til Pressens Opinionsnämnd, men tager sig også af rådgivning og mægling. Den britiske ordning er blevet kraftigt kritiseret i 2011 og der er varslet væsentlige ændringer.

Den gældende danske ordning blev som nævnt etableret med medieansvarsloven. Det er unikt, at loven stiller krav om god presseskik, og at klageorganet er en offentlig myndighed.
Pressenævnet skal fungere som et uafhængigt organ. Pressenævnet tager udgangspunkt i de vejledende retningslinjer, der tidligere var skabt af presseorganisationer, og halvdelen af medlemmerne i nævnet er udpeget efter indstilling fra pressens organisationer. Menneskeretskonventionen skal overholdes hvad enten et klageorgan er organiseret som branchens eget etiske udvalg eller som et offentligt organ.

Særregel om klagevej for DR, TV 2 og TV 2’s regionale virksomheder
Reglen i medieansvarsloven § 34 stk.2 om at klager over brud på god presseskik ved DR, TV 2 og TV 2´s regionale virksomheder i første omgang skal sendes til disse byggede på, at disse virksomheder alle var offentlige institutioner, der havde en egentlig pligt til at behandle klager.

Medier er lovmæssigt forpligtet til at give klagevejledning ved afvisning af genmæle jf. medieansvarsloven § 40. Pressenævnet har i et brev til medierne af 25.8.2003 opfordret medier til at give klagevejledning i alle tilfælde uanset om de er lovmæssigt forpligtede eller ej dvs også vedrørende klageadgang til Pressenævnet om god presseskik..

Hvis et medie behandler en klage, selvom den er modtaget efter 4 ugers fristen, må det betragtes som et afkald på klagefristen. Som konsekvens vil Pressenævnet behandle en efterfølgende klage til nævnet, hvis denne klage kommer inden 4 uger fra mediets afvisning.

Reklamer
Annoncer og reklamer er ikke omfattet af det presseetiske system, hvis der er fastsat særlige regler, og det er der typisk. Annoncer og reklamer i den trykte presse er omfattet af Forbrugerombudsmandens kompetence ifølge markedsføringsloven. Reklamer i radio og tv er omfattet af særlige regler i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed og bekendtgørelsen om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn. Radio og tv-nævnet er klageorgan for radio- og fjernsynslovens regler.

Offentlighedsloven og forvaltningsloven
Pressenævnet er som et offentligt organ omfattet af offentlighedsloven og forvaltningsloven.

DR og TV 2´s regionale virksomheder er som udgangspunkt også omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Programvirksomhed og forretningsmæssige forhold, der har tilknytning til programvirksomheder er dog undtaget fra offentlighedsloven og fra forvaltningslovens regler om parters aktindsigt, partshøring og begrundelse jf. radio og fjernsynsloven § 86. Klagesager om krænkelser i udsendelser handler om programvirksomhed og er ifølge rfl § 86 undtaget fra aktindsigt m.v. ved behandlingen hos DR og TV 2’s regionale virksomheder.

Folketingets ombudsmand
Medieansvarsloven § 50 afskærer udtrykkeligt, at Pressenævnets afgørelser kan indbringes for anden myndighed. Pressenævnet afgør konflikter mellem private, og sådanne organer hører ikke under Folketingets Ombudsmand, jf loven om Folketingets Ombudsmand § 7 stk.3.

Pressenævnet har siden 2012 skærpet kravene til publicering af nævnets kritik. Se krav i forbindelse med alvorlig kritik af Ekstra Bladet og TV2 i december 2013.