Retsregler og forarbejder

Af Oluf Jørgensen

Straffeloven § 131 stk.1 bestemmer, at det er strafbart “offentligt eller i retsstridig hensigt” udgive sig for at have “offentlig myndighed eller offentlig bemyndigelse” m.v. Strafferammen er bøde og fængsel indtil 6 måneder.
Straffeloven § 171 bestemmer, at ”den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold, straffes for dokumentfalsk”.
Strafferammen for dokumentfalsk blev ved lov 2004.352 nedsat. Den normale strafferamme er nu bøde og fængsel op til 2 år. I særlig grove tilfælde kan straffen stige til fængsel i indtil 6 år (tidligere indtil 8 år).

Straffeloven § 174 bestemmer, at ”den, som i retsforhold gør brug af et ægte dokument som vedrørende en anden person end den, hvem det virkelig angår, eller på anden mod dokumentets bestemmelse stridende måde, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder”. Her er strafferammen bøde og fængsel indtil 6 måneder.

Publikationer

På tryk
Greve, Vagn, Asbjørn Jensen, Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen (2008): ”Kommenteret Straffelov. Speciel del”, 9.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Rytter, Jens Elo (2008): “Når journalister bryder loven for at informere offentligheden”, Juristen nr. 9.

Schaumburg-Müller, Sten (2008): “straf vs informationsfrihed. En kommentar til Højesteretsdom af 10.december 2007”, Ugeskrift for Retsvæsen B, 116.

Steen Sørensen, Jørgen (2008): “Journalisters strafansvar og ytringsfrihed – knivsagen fra Københavns Lufthavn”, Juristen nr. 3.

Uddybninger

Af Oluf Jørgensen

Højesterets præmisser i sagen “Kniven i lufthavnen” var ikke klare, fordi retten i begrundelsen for strafbortfald henviste til både uklarhed i våbenloven og journalistens formål. I “Pas- og kørekortsagen” kunne der ikke være tvivl om retsgrundlaget, og Østre Landsret havde øjensynligt læst Højesteretsdommen sådan, at det var en betingelse for strafbortfald. I sagen “Våbenkøb” nævnte Østre Landsret intet om uklarhed i våbenloven, men begrundede strafbortfald med det journalistiske formål, og at fire betingelserne for strafbortfald alle var opfyldte.

  • forhold, der afdækkes, har væsentlig samfundsmæssig interesse,
  • kritisable forhold ikke kan dokumenteres overbevisende uden lovbrud,
  • gennemførelsen sker på forsvarlig vis uden at skabe nævneværdige risici, og
  • politi eller andre relevante myndigheder hurtigt bliver informeret og får overdraget ulovlige effekter.

Spørgsmålet om lovbruds nødvendighed for den journalistiske historie spiller en vigtig rolle. I sagerne “Kniven i lufthavnen” og “Pas- og kørekortsagen” havde retterne en formalistisk vurdering af nødvendigheden: Når det ville være muligt for journalisten at informere om sikkerhedsbrist uden at begå ulovligheder, så spillede det ikke nogen rolle, at historierne i så fald ikke havde vakt opsigt. I sagen “Våbenkøb” lagde retten vægt på, at lovbrud var nødvendig for at skabe overbevisende dokumentation, og hermed fik hensynet til informationsfriheden reel betydning.

I andre typetilfælde har Den Europæiske Menneskeretsdomstol i årtier fastslået, at det journalistiske formål legitimerer lovbrud. Det gælder ved publicering og dermed udbredelse af andres strafbare udtalelser om samfundsmæssige forhold. Det gælder også ved indtrængen på privat område for at dække samfundsmæssige forhold f.eks. ulovlig demonstration eller forurening.

I sager, hvor journalister begår selvstændige lovbrud som led i undersøgende journalistik, har Menneskeretsdomstolen ikke fastlagt en praksis. I disse sager skal hensynet til ytrings- og informationsfriheden også afvejes mod hensynet til retshåndhævelsen. Retspraksis ved de danske domstole har været under udvikling i det sidste årstid, men ikke ført til frifindelse. Den seneste dom – strafbortfald i jagtgeværsagen – tager klarest hensyn til informations- og ytringsfriheden.