Retsregler og forarbejder

Af Oluf Jørgensen

Straffeloven fra 1930 indeholdt de gældende formuleringer i § 267 – § 274, der byggede på tidligere bestemmelser i straffeloven fra 1866 § 215 – 217.
I 1939 blev § 267 a indføjet for at give politikere en særlig beskyttelse mod angreb. Desuden blev § 269 ændret, jf. lov af 15.3.1939 (Lov 1939. 87). Se Rigsdagstidende 1938/39 A. 3751, 3783 f og B.743 f og 809 f.

Ved ændringer i 2004 blev straffeloven § 267 stk 2 og 3 og § 267 a afskaffet..Ændringen blev gennemført ved Lov 2004.218 om ændring af straffeloven og retsplejeloven. Se om behandlingen af lovforslaget L 99, FT 2003-04. Ændringerne var led i en sanering af strafferammer m.v. og byggede på Straffelovrådets betænkning 1424.2002 om straffastsættelse og strafferammer.

Publikationer

På tryk
Ashan Mohammed (2002): ”Ytringsfrihed og ærekrænkelser i et menneskeretligt perspektiv”, Juristen, 2002 nr. 7.

Greve, Vagn, Asbjørn Jensen, Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen (2008): ”Kommenteret straffelov, speciel del”, 9.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Dorlag.

Frøbert, Knud Aage (2000): ”Massemediernes frihed og ansvar”, 3.udgave red. af Henriette Schjøth, Greens Jura.

Eggen, Kyre (2002): ”Ytringsfrihet”, Cappelen, Oslo.

Hurwitz, Stephan (1965): ”Den danske Kriminalret, speciel del”, Gads Dorlag.

Jensen, Torben (1981): ”Ytringsfrihed contra erhvervsinteresser”, Ugeskrift for Retsvæsen, 1981 B, side 25 f.

Lorenzen, Peer, Lars Adam Rehof, Tyge Trier, Nina Holst-Christensen og Jens Vedsted-Hansen (2003): ”Den Europæiske Menneskeretskonvention med kommentarer”, 2.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Schaumburg-Müller, Sten (2003): ”Straffelovens bestemmelser om ærekrænkelser”, Ugeskrift for Retsvæsen, 2002, side 118 f.

Schaumburg-Müller, Sten (2003): ”Presseret”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Stuer Lauridsen, Preben (1988): ”Pressefrihed og personlighedsret”, Gyldendal.

Vadheim Mortensen, Louise (2003): ”Ytringsfrihedens usikre grænser”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Zahle, Henrik (1999): ”Danmarks Riges Grundlov med kommentarer”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag

Werlauff, Erik (2002): ”Ytringsbegreb og ytringsindgreb – hensyn, modhensyn og proportionalitet efter EMK”, Juristen 2002 nr.1.

Uddybninger

Af Oluf Jørgensen

Ændringerne i 2004
Ifølge den tidligere bestemmelse i § 267 stk.2 var det en skærpende omstændighed, hvis injurier var fremsat mod personer i offentlig tjeneste eller hverv. Ifølge den tidligere bestemmelse i § 267 stk.3 var det en skærpende omstændighed, at injurier blev udbredt i pressen. Den tidligere bestemmelse i § 267 a havde som nævnt til formål at give politikere en særlig beskyttelse.

Disse bestemmelser var i strid med menneskeretskonventionen, og det er bemærkelsesværdigt, at ophævelsen skete meget diskret. Ifølge lovforslagets bemærkninger blev § 267 a ophævet, fordi den var overflødig, og ophævelsen af § 267 stk.2 og 3 skulle ikke hindre, at de forhold, der var nævnt i bestemmelserne efter en konkret vurdering kunne tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen. Se L 99, FT 2003-04.

Sandhedsbevis
Spørgsmålet om sandhedsbevis blev i sin tid diskuteret uden tanke på ytringsfriheden. Ifølge Hurwitz var det ene udgangspunkt, at ”æren er en fredsret, som under ingen omstændigheder må krænkes fra privat side”. Det andet udgangspunkt var, at ”ingen har krav på større agtelse end den, der tilkommer ham, når sandheden om hans person og vandel kommer for dagen”. Dansk ret var ifølge Hurwitz et kompromis mellem disse to synspunkter. Sandhedsbevis skulle afskæres i visse tilfælde for at skåne den krænkede, bl.a. ved ringeagtsytringer, sigtelser i utilbørlig form eller uden rimelig anledning, beskyldninger om privatlivet, efter endelig frifindelse ved dom (se Hurwitz side 350 f).

Statsoverhoveder
Grundloven § 13 bestemmer bl.a., at kongens ”person er fredhellig” og er blevet forstået sådan, at der ved injurier mod kongen ikke kunne føres dokumentation (Jf Frøbert ”Massemediernes frihed og ansvar”, side 142 f).

Betydningen af ordet ”fredhellig” er uklart, og grundloven skal så vidt muligt fortolkes så den kommer i overensstemmelse med menneskerettigheder. Ellers risikerer Danmark at tabe en sag ved Menneskeretsdomstolen ligesom Frankrig (EMD 25.6.2002):
Avisen Le Monde bragte i 1994 en kopi af en fortrolig rapport, som EU-Kommissionen havde fået lavet om narkotikakriminalitet i Marokko. Artiklen satte et kritisk lys på de marokkanske myndigheder og kong Hassans vilje til at bekæmpe den store eksport af hash. Kong Hassan bad de franske myndigheder anlægge sag. Det gjorde de, og chefredaktøren fik en bøde for at fornærme et statsoverhoved. Menneskeretsdomstolen fastslog for det første, at pressen kan støtte sig til officielle rapporter uden at skulle foretage selvstændige undersøgelser. Domstolen fastslog for det andet, at det var i strid med nutidige opfattelser af ytringsfriheden, at en fransk lovregel generelt forbød fornærmelse af fremmede statsoverhoveder. Denne regel og straffen mod Le Monde var i strid med menneskeretskonventionen art. 10.

Menneskeretsdomstolen har fastslået, at det var i strid med informations- og ytringsfriheden, at en talsmand for en baskisk parlamentsgruppe blev idømt fængselsstraf for at udtale, at kongen som øverstbefalende for det spanske militær var ansvarlig for torturering af nogle baskiske redaktører (EMD 15.3.2011).

Straffeloven indeholder nogle bestemmelser, der er i strid med menneskeretskonventionen, fordi de giver en særlig stærk beskyttelse til fremmede og danske statsoverhoveder: § 110 d (fremmede statsoverhoveder), § 115 (injurier mod dansk statsoverhoved mv). Bestemmelsen i straffeloven § 110 e om forhåning af flag er også på kant med ytringsfriheden efter menneskeretskonventionen..

Som et historisk kuriosum kan nævnes, at en forfatter i 1854 blev dømt 3 måneders fængsel for digtet “Årsdagen for slaget ved Isted”, der blev publiceret i et Tivoli-program. Efter programmets udgivelse blev det opdaget, at digtet, hvis man kun læste begyndelsesbogstaverne i hver linje lød: “Gid Satan havde Kongen … som har tyvstjålet Grundloven.” Digtformen kaldes “akrostikon”. Knud Aage Frøbert fandt dommen i Juridisk Ugeskrift 1854 side 302.

Afgørelser

LINKS
Riget mod DR (Landsret)
Citater i satirisk klumme (Pressenævn)
Racistiske synspunkter (Højesteret)
Smatso (Landsret)
Åreforkalkning og spild af penge (Højesteret)
Dopingmisbrug hos topidrætsmand (Menneskerettighedsdomstolen)
Gud, loven og kommunistpartiet (Menneskerettighedsdomstolen)
Citat om bestikkelse (Menneskerettighedsdomstolen)
Sælfangst (Menneskerettighedsdomstolen)
Fjolser på gadeplan (Menneskerettighedsdomstolen)
Politiets gale hunde (Landsret)
Et fjols på politisk plan (Menneskerettighedsdomstolen)
Gemene bondefangere (Højesteret)
Bæster i uniform (Menneskerettighedsdomstolen)
Låne-orgie (Højesteret)
Danske svin er sunde, de strutter af penicillin (Højesteret)
Tilbud om fedtsugning (Menneskerettighedsdomstolen)