Retsregler og forarbejder

Af Oluf Jørgensen

Forældelse:
Straffelovens regler om forældelsesfrister: §§ 93 – 96. Straffeloven, lovbekendtgørelse 1235. 2010 med senere ændringer ved lov 1552.2010 og lov 611.2011.

Fogedforbud og beslaglæggelse
Grundloven § 77
Menneskeretskonvention art.10
Retsplejeloven § 641 – § 652 om fogedforbud
Retsplejeloven § 801 – § 807 d om beslaglæggelse

Godtgørelse for tort
Erstatningsansvarsloven § 26 (godtgørelse for tort). Erstatningsansvarsloven, der handler om personskade, blev vedtaget i 1984 som lov 228.1984. Senere lovbekendtgørelse 885.2005.

Lovgivning om godtgørelse for tort blev vedtaget i 1972 ved ikrafttrædelsesloven til straffeloven § 15. Denne lovgivning skete på baggrund af Straffelovrådets betænkning om privatlivets fred 1971.601. Med vedtagelsen af erstatningsansvarsloveni 1984 blev reglen om godtgørelse for tort sat ind som § 26 i denne lov.

Jurisdiktion (straffemyndighed)
Straffelovens regler om jurisdiktion: §§ 6 – 12. Reglerne om straffemyndighed (jurisdiktion) for lovovertrædelser , der vedrører tekst- lyd og billedmateriale m.v., som er gjort tilgængelige via internettet ved handlinger i udlandet, er blevet præciseret med § 9 a, der blev vedtaget i 2008. Præciseringen bygger på betænkning 1488.2007 om “Dansk straffemyndighed”. Se bl.a. betænkningens afsnit om internettet side 153 f og side 343. Se behandlingen af lovforslaget L 16, folketingssamlingen 2007-08, 2. samling.

Påtale
Straffelovens regel om påtale for krænkelser af privatlivet og injurier § 275 blev ændret i 1972 (lov 89.1972) på baggrund af Straffelovrådets betænkning om privatlivets fred 601.1971.
Retsplejelovens regler om påtale: §§ 720, 725 – 727.

Straf
Straffeloven § 50 og § 51 om bøder
Straffeloven § 75 – 77 a om konfiskation
Straffeloven § 80 – § 84 om generelle principper for strafudmåling blev ændret i 2004 ved lov 118.2004 og ved samme lejlighed blev en del strafferammer justeret.

Publikationer

På tryk
Betænkning 601.1971 om privatlivets fred

Frøbert, Knud Aage og Jørgen Paulsen (1997): ”Medieansvarsloven med kommentarer”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Frøbert, Knud Aage (2000): ”Massemediernes frihed og ansvar”, 3.udgave red. af Henriette Schjøth, Greens Jura.

Greve, Vagn og Jørn Vestergaard (2002): ”Strafansvar”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Greve, Vagn, Asbjørn Jensen, Poul Dahl Jensen og Gorm Toftegaard Nielsen (2008): “Kommenteret straffelov, speciel del”, 9.udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Jørgensen, Oluf, Helle Nissen Kruuse, Annegrete Skovbjerg og Henriette Vignal-Schjøth (2008): “Styring eller frihed? Regulering, etik og kontrol”, Forlaget Ajour.

Jørgensen, Oluf (2010): “Fanget i fogedretten”, Advokaten nr. 3.

Schaumburg-Müller, Sten (2003): ”Presseret”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Zahle, Henrik (1997): ”Menneskerettigheder”, Dansk forfatningsret 3, Chr.Ejlers Forlag.

Zahle, Henrik, red.: ”Danmarks Riges Grundlov med kommentarer”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Uddybninger

Af Oluf Jørgensen

Fogedforbud
Fogedforbud mod publicering af oplysninger og vurderinger, der har betydning for belysning af forhold med samfundsmæssig interesse, er på kant med hensynet til informations- og ytringsfriheden. Et fogedforbud, der ikke holder ved den efterfølgende retssag, er et meget alvorligt indgreb, fordi det uberettiget udsætter offentlighedens indsigt i samfundsforhold. I nogle sagstyper kan fogedforbud mod sikkerhedsstillelse være en løsning ved tvivl om faktum eller retlig tvivl fx. i sager, hvor det skal afgøres, om et produkt eller varemærke er en ulovlig efterligning. Det strider derimod mod demokratiske grundværdier, hvis indgreb i ytringsfriheden om samfundsmæssige forhold kan opnås ved at stille økonomisk sikkerhed.

Den Europæiske Menneskeretsdomstol har i flere sager fastslået, at forudgående indgreb er særligt alvorlige anslag mod ytringsfriheden. Med Menneskeretsdomstolens ord: ”The dangers inherent in prior restraints are such that they call for the most careful scrutiny on the part of the Court” (Observer og Guardian mod Storbritannien, præmis 60, EMD 26.11.91). Se også sagerne Lækage om økonomiske problemer (EMD 27.3.1996) og Lækage om overtagelsestilbud (EMD 15.12.2009) omtalt i bogens afsnit 4.8.

Retsplejelovens ordlyd stiller ikke særlige krav for et fogedforbud, der gør indgreb i informations- og ytringsfriheden, men det er nødvendigt at stille særligt strenge betingelser. Retsplejeloven må fortolkes under hensyn til informations- og ytringsfriheden, og et forbud mod offentliggørelse om samfundsmæssige forhold må forudsætte, at publicering af bestemte oplysninger eller optagelser vil være en klar og alvorlig lovovertrædelse.

Et eksempel hvor hensynet til informations- og ytringsfriheden blev tilsidesat: Fogedretten i Gladsaxe bestemte 17.4.2000 om DR ikke måtte vise udsendelsen ”Gåden Scandinavian Star”. Ifølge fogedretten gav udsendelsen indtryk af, at direktør NN var en af de ansvarlige for skibskatastrofen, og fogedretten fandt det ”betænkeligt at lægge til grund, at dette har været tilfældet”. Fogedretten forlangte tilsyneladende, at der skulle være beviser i juridisk forstand for at publicere nye oplysninger om ansvarsproblemerne.

Et eksempel, hvor hensynet til informations- og ytringsfriheden fik afgørende vægt: En fodervirksomhed forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod at to personer kunne udtale sig om virksomheden og dens produkter, indtil det var endeligt fastslået ved dom om virksomhedens produkter var årsag til kalvedød. Østre Landsret fastslog, at et fogedforbud ville være for stor en begrænsning af ytringsfriheden, og virksomhedens ønske blev afvist (UfR1990.280).

Højesteret har i sagen “Fogedforbud ophævet” grundlagt en restriktiv praksis for fogedforbud, når publicering tjener til at belyse forhold med væsentlig samfundsmæssig betydning (UfR 2010.1859).

Påtaleregler
Reglen om betinget offentlig påtale ved krænkelser af privatlivet kom ind i straffeloven ved ændringen i 1972. Ifølge Straffelovrådet krævede den samfundsmæssige udvikling dels en skærpelse af strafferammerne, dels en ændring af påtalereglerne, så den krænkede ”blot ved at indgive politianmeldelse har mulighed for at få det offentlige til at efterforske sagen og i givet fald føre den for domstolene”.

I sagen “Brandofferet” (UfR 1982.244) blev offentliggjort et billede af en kvinde, der kort forinden var omkommet ved brand. I denne sag blev sag rejst efter anmodning fra den afdødes broder. Ved krænkelser af afdøde kan typisk flere af de nærmeste pårørende rejse sag eller anmode om påtale. Det kan de i så fald gøre hver især, og de øvrige kan ikke trække sagen tilbage.

Hvis en sag både indeholde dele, der hører under privat påtale og dele, der hører under offentlig påtale, kan anklagemyndigheden efter anmodning inddrage alle dele ved tiltalen (rpl § 727 stk.1).

Anklagemyndigheden kan rejse offentlig påtale i en sag, der ellers hører under privat påtale, hvis det er nødvendigt for at varetage almene hensyn (rpl § 727 stk.2).

Tiltale kan i særlige tilfælde opretholdes efter tilbagetrækning af anmeldelse (UfR 2001.2149): En frasepareret ægtefælle blev dømt for skaffe sig adgang til sin tidligere hustrus rækkehus, jf. § 264 stk.1, nr.1. Anklagemyndigheden fandt, at ex-hustruens anmodning om at frafalde sagen var skrevet under pres. På denne baggrund og under henvisning til almene hensyn blev sagen opretholdt, jf. retsplejeloven § 727 stk.2.

Hvis flere er krænkede, har de hver især ret til at anlægge en privat straffesag henholdsvis anmode om offentlig påtale.

Hvis en privat sagsanlæg er startet, er det for sent at anmode om offentlig påtale. Hvis en anmodning om offentlig påtale udelukker nogle skyldige skal anklagemyndigheden ikke forfølge sagen. Hvis anmodningen ikke udelukker at andre skyldige bliver inddraget kan anklagemyndigheden derimod inddrage dem og rejse straffesag mod alle (rpl § 720 stk.2).

En tjenestemand kan blive pålagt af sine overordnede at anlægge injuriesag ved beskyldninger, der har en karakter at de kan gøre ham uegnet til stillingen jf. tjenestemandsloven § 25.

Straffeloven § 93 indeholder forældelsesfrister fx 2 år for forhold, hvor strafferammen ikke går over 1 års fængsel. Straffeloven § 96 fastsætter en frist på 6 måneder for privat påtale eller betinget offentlig påtale. Privat sag skal være anlagt eller anmodning om offentlig påtale skal være fremsat inden 6 måneder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor krænkede har fået kendskab til krænkelsen. Det vil typisk sig 6 måneder fra offentliggørelsen i mediet af krænkende omtale

Straf
Lovens strafferamme for fredskrænkelser er bøde eller fængsel op til 6 måneder (sfl § 263 og § 264 d). Strafferammen er op til 1 1/2 års fængsel ved indtrængen i informationssystemer (§263 stk.2), og væsentligt højere – indtil 6 års fængsel – ved ulovlig adgang til erhvervshemmeligheder eller andre skærpende omstændigheder fx omfattende og systematisk indtrængen i informationssystemer (§ 263 stk.3). Den højeste strafferamme kan anvendes i tilfælde, hvor ulovlig indtrængen i systemer har store skadevirkninger. Fx ved ”industrispionage” mod unikke oplysninger, der har stor økonomisk betydning, eller ved omfattende tapning af følsomme oplysninger fra offentlige myndigheders registre.

Strafferammen ved injurier er normalt bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Ved bagvaskelse kan straffen gå op til fængsel i 2 år (sfl § 268). Ved overtrædelse af retsplejelovens regler om referatforbud, navneforbud og fotoforbud m.v er bødestraf eneste mulighed (rpl § 32 b).

Dagbøder er en mulighed ved bøder efter straffeloven. Bøder efter straffeloven kan dog også fastsættes som en samlet sum, og bøder efter andre love bliver fastsat som en samlet sum. Bøder skal betales til politiet. Hvis en bøde ikke betales kan forvandlingsstraffen, der er fastsat sammen med bøden, blive effektueret.

Medievirksomheden hæfter for bøder til journalister og redaktører efter medieansvarsloven § 26. Medievirksomhedens muligheder for at kræve betaling efterfølgende fra journalister eller redaktør er begrænset jf principper i erstatningsansvarslovens § 23. Det vigtigste moment er skyldgraden. Arbejdsgiveren/medievirksomheden kan normalt ikke kræve refusion, hvis journalisten eller redaktøren kun har udvist simpel uagtsomhed.

Det er i øvrigt lovligt at dække andres bøder, så medievirksomhederne kan i alle tilfælde dække omkostningerne uden at kræve beløbet efterfølgende hos de dømte medarbejdere.

Sanktioner, der indebærer konkrete indgreb i informations- og ytringsfriheden, skal vurderes i lyset af menneskeretskonventionen art. 10. Hensynet til pressefriheden kan betyde, at en handling, der formelt overskrider lovens grænser, er berettiget. Ved vurderingen kan lægges vægt på overtrædelsens grovhed, formålet med overtrædelsen, den samfundsmæssige interesse, kvaliteten i den journalistiske research og andre presseetiske hensyn.
Hvis hensynet til pressefriheden ikke er tilstrækkeligt til at begrunde frifindelse, kan afgørelsen i nogle tilfælde blive strafbortfald jf sagen “Våbenkøb” (UfR 2009.920). I andre tilfælde det være en formildende omstændighed ved den konkrete fastsættelse af sanktionen fx en bødestraf jf. fx “Pas- og kørekortsagen” (UfR 2008.1055).

Økonomisk godtgørelse for tort
Økonomisk godtgørelse for tort spiller en stor rolle som sanktion over for krænkelser i pressen. Den første lovregel om godtgørelse blev vedtaget i 1972 på baggrund af Straffelovrådets betænkning 1971.601. Nogle citater fra betænkningen kan belyse baggrunden:

”Det forhold, at man opgiver kravet om strafbarhed, betyder ikke alene, at uagtsomme handlinger vil kunne medføre godtgørelsespligt. Ændringen indebærer også, at handlinger, der ikke er omfattet af nogen straffebestemmelses gerningsbeskrivelse, ud fra en friere domstolsvurdering kan karakteriseres som retsstridige freds- og æreskrænkelser og dermed begrunde et godtgørelseskrav. Som et eksempel , der belyser denne situation, kan nævnes dommen i U 1944.608”(betænkningen side 68, den nævnte dom fra 1944 er ”En alf i tylsgevandter”).

”Endelig ønsker straffelovrådet at fremhæve, at den her foreslåede fremgangsmåde til at udbygge og forøge beskyttelsen af privatlivets fred ved hjælp af privatretlige sanktioner i form af godtgørelseskrav er i god overensstemmelse med tendenserne i den moderne retsudvikling inden de vestlige samfund, hvor man i de senere år, navnlig i Vesttyskland. U.S.A. og Frankrig har arbejdet med et almindeligt princip om en civilretlig beskyttelse af personligheden” (betænkning side 69).

”Ved fortolkningen må retsstridighedsbetingelsen ses i sammenhæng med, at der skal foreligge en ”krænkelse”. Der ligger i dette sidste udtryk et krav om et vist grovere forhold. Ikke en hvilken som helst gene vil kunne opfattes som en krænkelse. Småchikanerier, drillerier og lignende vil således falde udenfor. Den selvstændige betydning af retsstridighedsbetingelsen vil herefter ligge i, at der åbnes mulighed for domstolene til at foretage en vurdering af, om en i øvrigt krænkende handling i det enkelte tilfælde vil kunne anerkendes som retsmæssig, f.eks. under hensyn til offentlighedens interesse i en fri nyhedsformidling og meningstilkendegivelse, rimelig kritik af uheldige eller anstødelige forhold etc. Opgaven med at foretage en sådan grænsedragning afviger ikke principielt fra afvejninger, som domstolene på mange andre områder må udføre” (betænkningen side 70).